Bølgerne og debatten går højt – det kan ikke være gået nogens næse fordi. Men hvorfor råber vi stadig på, at verden skal få øjenene op og reagere?

Vi har fået taletid – Hvad vil vi bruge den til?

VI har hul igennem! Hestevelfærd er på alles læber, bolden ruller derud af, og det er nu, vi skal rykke, hvis vi vil indføre poitive forandringer.
– Men det virker som om, vi ikke har opdaget det, i stedet er pladen gået i hak, og vi deler stadig de samme opslag, de samme artikler og råber på “nu må nogen da få øjnene op!”

Offentligheden er allerede “eyes wide open”, og har opmærksomheden fuldt rettet mod hestesporten. Så det er nu, vi skal smede og byde ind med de ændringer, vi gerne vil se i fremtiden.

Hvad vil vi gerne have?

  • Hvordan skal ridesporten se ud?
  • Hvad vil vi gerne have mere af?
  • Hvordan skal det implementeres og udformes?

Så længe vi slås indbyrdes, risikerer vi (hesteverdenen over en kam) uforvarende at afvikle vores SLO (social license to operate) ude blandt den helt almindelige dansker, der intet ved om heste eller ridning.
– Ikke kun i forhold til hårdhændet og uhensigtsmæssig ridning, men i forhold til det at ride og have hest helt generelt.

På sigt vil det ikke bare betyde farvel til de negative ting i hestesporten, men i lige så høj grad alle de positive ting, vi har igennem ridning og samvær med hestene.

Det er så ømtåleligt et emne for mange, og tonen bliver lynhurtig skarp, ukonstruktiv og opdelt i “os & dem”. Ofte føler jeg mig som en tilskuer i en skyttegravskrig, hvor de interne diskussioner graver parterne dybere og dybere ned, alt imens hestesporten langsomt, men sikkert køres ud over afgrunden.

Vi skal holde øjnene på bolden: bedre hestevelfærd. Og helt grundlæggende går hestevelfærden går tabt når:

  • Der er for få eller for mange penge i spil
  • Når rytters ambitioner overgår egne og/eller hestens evner/kapacitet
  • Når frustration, frygt og utilstrækkelighed tager over for ro, indføling og lederskab
  • Når “sådan har vi/den altid gjort, så det er i orden” vinder over viden og nysgerrighed

Hvis vi vil have bedre hestevelfærd og forandringer, så skal vi komme med konkrete bud på hvor og hvad, der skal ændres, og sætte aktivt ind dér fremfor at skændes online.

Fordi…

– Vi SKAL have gjort op med ridning, hvor hesten er en rekvisit i et spil om penge, magt og prestige.
– Vi SKAL have gjort op med heste, der presses over evne, trænes for hurtigt, for hårdt og forkert.
– Vi SKAL have gjort op med forældre til rideskolebørn, der ikke vil betale mere end 450kr for at deres børn kan gå til ridning.
– Vi SKAL have lært forældre til de kommende generationer af ryttere, at det ikke er en menneskeret at trave eller galopere, hvis ikke du kan sidde stabilt og afslappet i longe først. At ridning – specielt for børn – er meget mere end at sidde på hesten. Det er samvær, respekt, indføling, ledeskab og anvsvar, hvor bærnene lærer at omgåes hesten, læse den sprog og signaler, mens de danner tætte venskaber med andre børn.
– Vi SKAL have gjort op med ryttere (på ALLE niveauer), der ikke kan sidde på hesten uden at være i vejen for hestens bevægelse.
– Vi SKAL have gjort op med ryttere, der går på kompromis og lukker øjnene i forhold til tilpasning af sadel, udstyr, tænder, udredning og/eller sko og beskæring, men gerne betaler for matchende underlag, flashy pandebånd.
– Vi SKAL have gjort op med ryttere, der vil ud og ride “LA – på vej mod MB”, når rytter ikke selv har fundamentet og grundridningen på plads.
– Vi SKAL have gjort op med ryttere (på alle nievauer), der har vænnet sig så meget til at se på heste, der ikke fungerer, med det resultat at konfliktadfærd, haltheder og mistrivsel under rytter ikke tages seriøst og ageres på.

Hvad nu hvis?

Man satte sig ned og kiggede på, hvordan man kunne indrage viden og læring omkring hestens adfærd og sprog, håndtering, indlæringsteori og træning af rytteren aktivt ind i den måde, vi stykker bedømmelse og konkurrencer sammen på?

Hvad nu hvis de udskrevne klasser ikke kun var defineret som “hesten under rytter”?
Men startede med rytterens egen balance, styrke og kordination uden hesten.
– Gymnastik klasser på jorden med det formål at forbedrede rytteren til at sidde på hesten uden at være til gene. Efterfulgt af longe-klasser, hvor rytterens sæde, opstilling og hjælpere blev bedømt.

Hvad nu hvis man først skulle udklasses af klasser i håndtering af hesten fra jorden?
Fx. agility, longering og horsemanship med bedømmelse af kommunikation og kropssprog. Teori-klasser hvor man dystede i indlæringsteori, hestens sprog og adfærd, anatomi og bevægelse (smerte adfærd og halthedsgenkendelse 😉 ), før man var kvalificeret til at starte klasser til hest.

Hvad nu hvis bedømmelsen af et dressurprogram ikke udelukkende var baseret på dommerens vurdring af ét eneste ridt, men også inkluderede vurdering af opvarmningen?
– Eller måske endda startede helt ved ankomst til stævnepladsen og inddrog håndtering af hesten, samt rytterens evne til at hjælpe og støtte hesten forbi “farlige blomster kasser”, dommertårne, selv holde hovedet koldt og nerverne på plads.

Hvad nu hvis programmet ikke var fastlåst, men defineret af en række øvelser, kombinationer og samlingsgrad, der skulle vises?
Men rytter i højere grad selv måtte sammesætte og bestemme rækkefølgelen – og fx. lægge en cirkelvolte ind, hvis hesten havde behov for at finde balancen, inden man red ind i øvelsen.

Hvad nu hvis bedømmelsen af et dressurprogram indebar en efterfølgende evaluering dommer og rytter imellem, hvor rytter satte ord på hvorfor, hvordan og hvornår, og at disse tanker bidrog til den samlede bedømmelse af ridtet?

Hvad nu hvis, den måde vi tænker stævner på i fremtiden i højere grad handlede om, at skabe en sund, glad og holdbar ridehest, hvor træningen var til for hesten – og ikke omvendt?

….

Det er dén snak vi skal have. For ellers ender vi med en debat, der træder dødvande, mens vi peger fingre af modparten og bekræfter hinanden i hvert vores ekko-kammer.

NB. Artiklen er udtryk for mine egne tanker og betragtninger. Du er velkommen til at være uenig, samt komme med dine egne synspunkter, så længe tonen holdes sober og konstruktiv.
– Vi er her alle fordi, vi vil vores heste det bedste.

Recommended Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

X